Champagne

Navnet Champagne kommer fra det latinske “campania”, som refererer til både bakkerne i provinsen og det italienske landskab i Campanien, som er beliggende i Italiens sydlige del.

Champagne er i bund og grund en alkoholisk drik, som er fremstillet ved sekundær gæring af hvidvin. I denne proces dannes der kulsyre.

Vine fra Champagne var allerede kendte ved udgangen af 1400-tallet. Både kirker og klostre ejede vingårde, og munke producerede vin til brug ved nadveren. Franske konger blev kronet og døbt i byen Reims, der ligger i Champagne-distriktet. Ved de anledninger blev der drukket lokale vine. De fleste franske konger nød den lette og friske vin og medbragte den som gave til andre monarker i Europa. I det 17. århundrede blev vine fra Champagne drukket ved festligheder i flere europæiske lande. Briterne drak megen mousserende vin og var de største forbrugere af champagne.